Mine 4 år i helvede - Nygaard Smykker

Følg Nygaard Smykker

Dit personlige smykke - Feel Free to be you

Mine 4 år i helvede

Den næste der kommer med et godt råd får en finger i øjet.

Der er næsten ingen grænser for alle de gode råd andre har til de stakkels mennesker der kæmper mod barnløshed.

– I skal bare få en hund
– Prøv at fokusere på noget andet
– Du skal ligge med benene op i luften lige efter samleje
– Jeg har hørt om en naturmedicin der hjælper
– Du skal undgå stress og få masser af frisk luft

Jeg har hørt dem alle sammen – mange gange.

Det eneste jeg kan sige er: Stop det – bare stop.

Gode råd var nyttesløse da jeg sad der helt alene i vores stue og bare græd.

 

Inderst inde vidste jeg godt at det var helt galt og at alt håb var ude, men alligevel var der en lille del af mig som ikke ville give op.

Det første år efter at jeg stoppede med p-piller skete der ingenting – jeg blev ikke gravid.

Så fik vi lov til at komme i behandling og første skridt var hormoner som regulerede min ægløsning – det virkede perfekt og jeg blev gravid efter første behandling.

Da jeg var cirka 11 uger henne fortalte vi glade og stolte at nu var det endelig lykkedes.

Nogle få dage senere sad jeg så helt alene i vores stue – min mand var ude at rejse. Jeg havde netop snakket med en jordemoder på fødeafdelingen. Et sidste desperat forsøg på at få et andet svar end det jeg godt vidste var sandheden. Jeg var begyndt at bløde.

Jordemoderen bekræftede bare mine bange anelser – jeg var ved at abortere.

Så sad jeg der helt alene og brød fuldstændig sammen.

Da min mand kom hjem næste dag fik jeg abort kramper og måtte på sygehuset i en fart. Vi var helt ødelagt begge to.

Heldigvis vidste vi ikke på det tidspunkt hvad der ventede os.

Jeg gennemgik den ene undersøgelse efter den anden. En kikkert undersøgelse under fuld narkose. Utallige blodprøver og den ene hormon behandling efter den anden.

Jeg blev gravid og mistede igen inden 12. uge – hele 3 gange.

Jeg blev gravid uden for livmoderen og måtte opereres.

Vi tudede, vi forbandede hele verden, vi trøstede hinanden og kæmpede sammen.

Jeg er heldigvis en gudsbenådet fighter, så jeg nægtede at give op.

Ofte sagde jeg til Torben: Vi fortsætter – jeg bliver ved, indtil den dag en læge kigger mig lige ind i øjnene og siger: stop, du kan ikke få dit eget barn.

Til sidst bad vi om at komme i reagensglas behandling – det var ligesom næste step.

 

Vi var til forundersøgelse og for 117 gang måtte vi fortælle om vores forløb, vi fik at vide at vi 3 måneder senere skulle starte med undervisning i reagensglas. Ikke noget med at starte behandlingen om 3 måneder, nej nej, vi skulle starte med undervisning. Hvis øjne kunne dræbe, så var den stakkels læge gået op i flammer lige på stedet…………

Vi tog hjem og måtte bare lade tiden gå.

Så var det at jeg igen havde den der fornemmelse af at være gravid – jeg kendte den jo efterhånden ganske godt.

En test viste at jeg faktisk var gravid – helt uden hormoner eller andet hokus pokus.

Vi tog det ganske roligt – intet var jo sikkert – det vidste vi alt for godt.

Denne gang var dog anderledes og efter nogle uger måtte vi kontakte klinikken som bad os om at komme ind til en scanning.

‘Jamen der er søreme da en lille baby derinde’ sagde lægen så. ‘Du er cirka 10 uger henne og alt er som det skal være, så jeg er ret sikker på at du nok skal gennemføre graviditeten denne gang’

Vi var glade, rigtig glade, men stadig MEGET forbeholdne.

Jeg måtte i alt hast få arrangeret tid hos jordemoderen så jeg kunne nå at komme til nakkefoldscanning i uge 12 – og den lille bandit var stadig derinde og havde det godt.

Min graviditet forløb uden problemer overhovedet og så, efter 9 måneder hvor vi nærmest havde holdt vejret i spænding kom vores lille skønne Anne til verden.

Vi var blevet forældre – efter 4 års kamp.

Vi var og er lykkelige.

Efter blot 16 måneder blev Anne så storesøster til Christian og vi er taknemmelige og lykkelige for de to sunde og raske guldklumper, som nu efterhånden er 7 og 9 år gamle.

Det er ingen hemmelighed at hverdagen med to helt små børn har givet os samme udfordring som de fleste andre – der går for meget praktik i den og for lidt romantik.

Vi har bare en aftale min mand og jeg: hvis vi kunne kæmpe sammen i 4 år for at få børn, så skulle fanden stå i at netop børnene får vores ægteskab til at gå i opløsning.

Det kræver vilje, at blive sammen og holde liv i et ægteskab og den vilje har vi – den anden dag kunne vi faktisk fejre kobberbryllup ♡♡

Uanset hvad DU kæmper for så giv ikke op.

Du må gerne tude, ligge dig under dynen og holde pause, råbe og skrige og være helt urimelig, men du må ikke give op – kom tilbage og kæmp.

Et godt liv skal man kæmpe for, som B.S. Christiansen siger.

Jeg ville elske at være med på din arm og minde dig om at du aldrig må give op.

Du kan godt – op at stå og børste støvet af dig.

Jeg hepper på dig.

De kærligste hilsner
Nina

Nina Nygaard

Du kunne måske også være interesseret i disse indlæg

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk