Mød Diana: 100% selvstændig OG 100% mor - Nygaard Smykker
Facebook nygaard smykker instagram

Følg Nygaard Smykker

Dit personlige smykke - Feel Free to be you

Mød Diana: 100% selvstændig OG 100% mor

”Lige meget hvad så SKAL jeg prøve dette” skrev Diana

Jeg fik en skøn mail.

For et år siden – ret præcist faktisk den 23. marts 2017.

Jeg havde fået nok. Det var ikke de penge værd – hverken overfor mine børn eller mig selv”.

Sådan skrev Diana til mig.

Hun havde købt en af mine armringe med teksten ’Carpe Diem’  >>>>>>>>>>>

Her er hendes historie – læs med, hun er nemlig en top sej kvinde.

Jeg er gift med en mand der er selvstændig og vi har 3 børn på 9, 7 og 3 år.

Det kørte bare derud af, som det jo havde gjort i mange år og det plejede jo at fungere.

Jeg havde skiftende arbejdstider, lange dage flere gange i ugen og lørdagsvagter.

Selvom jeg var god til at begrænse vores aftaler i hverdagen og weekenderne for netop at have kvalitetstid sammen, så kunne jeg pludselig mærke det ikke var nok.

Jeg følte, at jeg brugte alt mit overskud på mit job og når jeg så kom hjem var der minus overskud. Min lunte var kort, børnene var trætte og irritable og det gav en hverdag fyldt med alt for mange og unødvendige konflikter.

Jeg tyngdes med dårlig samvittighed fordi jeg vidste jeg kunne gøre bedre og mærkede efter helt ned i maven.

Jo den var god nok – jeg havde fået nok.

Jeg var ikke 100 % glad og i harmoni med mig selv længere. Selvom jeg altid har været enormt glad for mit arbejde, så var min prioritering bare blevet en anden. Min mand opfordrede mig til at sige op og gå hjemme i en periode, for det skulle vi nok klare økonomisk.

’Det kan jeg da ikke’ tænkte jeg, men efter noget tid spurgte jeg mig selv – ’hvorfor ikke? Jeg var jo ”bare” ansat.

Efter noget tid var det soleklart, at jeg skulle tage en pause fra job og bruge tid med mine børn som hver især havde brug for mig. Da beslutningen var taget og jeg fik sagt op havde jeg pludselig ikke længere den dårlige samvittighed at slæbe rundt på. Da jeg gik hjem den dag efter en snak med min tidligere chef om at stoppe, følte jeg det som om jeg var 10 kg lettere – både fysisk men også mentalt.

Jeg var ovenud lykkelig – mavefornemmelsen havde fået mig prajet ind på den rigtige vej. Det var SÅ meget den rigtige beslutning”.

Allerede hér er jeg jo stor fan af Diana – hun lyttede til sin mavefornemmelse.

Historien ender dog ikke her.

For selvom Diana havde lovet sig selv at være mor på fuld tid de første 3 måneder, så vidste hun godt at ’noget’ måtte ske.

Hun siger at hendes tid som mor på fuld tid er det bedste hun har gjort for sin familie. Hun vil aldrig gå på kompromis med sine børn. ”De fortjener ikke bare en ok mor, men den bedste og det får de netop når MOR også er glad”, siger hun.

Diana siger dog også at hun ikke i længden kunne gå hjemme og være mor på fuld tid. Så da Diana skrev til mig for 1 år siden var hun i gang med forberedelserne til at åbne sin egen klinik. Hun er uddannet kosmetolog og har arbejdet som sådan i 14 år.

Den frihed hun havde oplevet ved at være hjemme og have ro omkring sig betød at hun fik mod på at være selvstændig. Det var med sommerfugle i maven og megen spænding, men som hun siger: ”Lige meget hvad, så SKAL jeg prøve dette. Jeg vil virkelig ikke fortryde om 5 år at jeg ikke turde tage springet”.

I august 2017 åbnede Diana sin klinik i centrum af Holstebro.

Klinik DIANA.

Hos DIANA er der fokus på nærvær og ro. Når hun behandler, så er døren ud til gaden låst. Hun ønsker at give travle mødre og fædre et lille åndehul. Lidt alene tid, hvor de kan stresse af og nyde deres behandling.

Økologi og respekt for miljøet er omdrejningspunktet for de produkter Diana bruger. Det gælder alt fra håndklæder over vatrondeller til den hjemmelavede juice og de lækre snacks hun serverer. Det er et helt bevidst valg fra Dianas side at det hele er økologisk.

Når du læser dette, så holder Diana påskeferie. Hun har nemlig besluttet at hun kun vil arbejde 30 timer i ugen og når børnene har ferie i skolen, så har hun også.

Kan man det, når man har sin egen klinik i gågaden, spørger du måske.

Selvfølgelig kan man det.

Som Dianas mand siger: ’Det er jo dig der bestemmer’.

Da jeg var forbi klinikken i fredags var det en glad og positiv Diana der tog i mod – kunderne kommer og de får deres behandlinger til at passe ind efter Dianas åbningstider.

Diana er fleksibel og strækker sine åbningstider efter kunderne hvis det er nødvendigt, men som udgangspunkt holder hun fast i at det kun er tirsdag hun har behandlinger indtil kl. 20 og om mandagen – der har hun fri.

Jeg synes at Diana er super sej og levende bevis på at vi selv har ansvaret for vores lykke.

Hvis noget ikke fungerer, så lav det om.

Lad være med at sidde fast.

””Carpe Diem” – livet er bare for kort til at fortryde og livet skal leves lige NU!” siger Diana.

Så kære kvinde, kære mor, mormor og farmor: gør som Diana, tag dig selv alvorligt og pas godt på dig selv.

Lad være med at gå på kompromis.

Jeg har selv kæmpet utrolig meget med min ’mor-rolle’ og balancen mellem at være mor og brænde for sit job – og gør det stadig.

Jeg synes at mødre er så monster seje.

Hver ENESTE dag leverer de varen og giver alt hvad de har for deres børn og deres familie.

Som en kæmpe hyldest til mødre giver jeg hele påsken 25% rabat på alle ’Armringe for familie’ OG 20% rabat på halskæderne med ’Mor’ og ’Mom’. Se kæderne her >>>>>>>>>

Husk at bare fordi det har været en dårlig dag, så betyder det ikke at du er en dårlig mor.

Pas på dig.

De kærligste hilsner

Nina

Du kunne måske også være interesseret i disse indlæg

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk