Sådan uskadeliggør du din svigermor - Nygaard Smykker

Følg Nygaard Smykker

Dit personlige smykke - Feel Free to be you

Sådan uskadeliggør du din svigermor

Svigermor, hvorfor står du derude i regnen? Gå dog hjem……

Sådan joker min svigermor faktisk sommetider når de kommer på besøg.

Hun er en skøn farmor for vores børn og hun står altid på spring for at hjælpe. Hun elsker at sy det lækreste tøj til børnene og sammen tager vi på tur til den lokale stofbutik. Hun følger interesseret med i vores gøren og laden og inviterer på lækker mad hos hende og svigerfar.

Jeg har en sød svigermor, lad det være sagt med det samme.

Alligevel, så kan hun sommetider få mig helt op i det røde felt. Den der lille bemærkning, som lige behændigt falder mens min mand ikke hører den.

Den der lidt for store interesse i hvad vi laver helt ned i små detaljer, de der spørgsmål der kommer som skud fra en maskinpistol.

Så er det at jeg bliver lidt træt i masken.

Jeg ved godt hvorfor jeg stejler over alle de spørgsmål – i min familie snakker vi ikke så ofte sammen og stiller ikke mange spørgsmål. Jeg er et ret privat menneske og synes ikke at hun behøver vide alt mulig ned i detaljer – jeg orker det bare ikke.

Det betyder jo ikke at det er hende der er forkert på den – det betyder bare at vi er meget forskellige.

Jeg ved også godt hvorfor et spørgsmål som ‘hvornår henter du så børnene?’ eller ‘hvornår er du så hjemme fra job?’ pisser mig helt af. Det er fordi jeg har et kæmpe issue omkring det her med hvor meget man skal være sammen med sine børn, hvornår de skal hentes og hvor nærværende man skal være for at være en god mor.

Det er MIT skrammel og hendes spørgsmål har ikke nødvendigvis en dybere mening, men sådan føler jeg det fordi hun rammer lige ned i det der er en stor smerte og frustration for mig.

Så hvad gør vi nu lille du?

Armring Be the ChangeDet er i virkeligheden ret enkelt.

Du må være den ændring du ønsker at se i verden.

Du må ændre dig og gøre noget anderledes.

Hvis du gør det, så er alle omkring dig nødt til at følge med eller falde fra.

Du må ALDRIG forvente at din svigermor, din mand, dine børn, din chef, din veninde eller din mor ændrer sig og pludselig er helt fantastiske og problemfrie for dig. Hvis du forventer det, så bliver du i hvert fald frygtelig skuffet og nok også temmelig frustreret.

Hvis DU ændrer dig derimod, hvis DU flytter dig bare en lille smule til højre, så ændrer dynamikken sig fuldstændig.

Forestil dig at svigermor (eller enhver anden) lige har smidt en irriterende bemærkning mod dig. Forestil dig at den bemærkning er en gift pil, som har retning direkte i mod dig og som lige om få sekunder rammer dig og lammer dig totalt.

MEN…….

….så laver du lige en lynhurtig Ninja bevægelse med hele kroppen. Helt lydløst og i én smidig bevægelse flytter du dig og gift pilen flyver lige forbi dig uden overhovedet at røre dig.

Armring Be the Change

Den gør ingen skade og du er helt ligeglad med den – den ligger bare der helt uden effekt på gulvet bag dig.

Leg lidt med tanken – prøv at forestille dig hvad der sker næste gang du får sådan en gift pil af en bemærkning og så behændigt lader den glide forbi.

Så er du urørlig og svigermor er uskadeliggjort – hun er ufarlig.

Åh jo, det kræver øvelse, men det er da en sjov øvelse, ikke?

Lur mig om du helt kan lade være med et trække på smilebåndet hvis du har forestillet dig at være en Ninja der undslap en gift pil.

Lur mig om ikke svigermor efterhånden bliver træt af at skyde gift pile som alligevel ikke rammer dig.

Så hvem skyder gift pile efter dig?

Hvem kan du bruge til at øve dit Ninja trick?

God fornøjelse 🙂

De kærligste hilsner
Nina

Nina Nygaard

Du kunne måske også være interesseret i disse indlæg

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk